På Christansborg møder Siegfried Matlok i denne udgave af „Dansk-tysk med Matlok“ en af Venstres markante kvinder, den mangeårige minister Eva Kjer Hansen.
Eva Kjer Hansen har flere gange gjort sig bemœrket med en høj liberal stemmeføring, fx da hun 2005 i et interview udtalte sig om den økonomiske ulighed, hvor hendes samfundssyn bygger på, at de rige skal blive rigere, men at de fattige også skal blive rigere.
„Jeg vil bekæmpe fattigdom, ikke rigdom. Man får ikke mere velstand til de fattige ved at bekæmpe de rige“, udtalte hun blandt andet.
Senest var Eva Kjer Hansen den eneste i Venstres gruppe, som ikke ønskede at Danmark skal indføre et Burka-forbud.
Nogle kalder den sønderjydske politiker for stædig, andre betegner hende som en stout, standhaftig kvinde med meningers mod.
Centralt i samtalen står også Eva Kjer Hansens erfaringer fra det dansk-tyske grænseland, hendes ægteskab med en mand fra det tyske mindretal samt hendes og mandens valg af tysk skole til børnene.