At det måske handler om selveste essensen, af det der karakteriserer os som EU-lande og som EU-borgere? Lande som vi for ganske få år siden, rubricerede som ulande, er i dag mægtige økonomier, med deres egne opskrifter på velstand og velfærd. Lande, der var vores allierede, er blevet arnesteder for terrorisme. Lande, der var vores potentielle allierede efter murens fald, truer os med atomkrig. Lande som førhen var at finde i fjendtlige alliancer, er en del af vores fællesskab, men udfordrer indimellem EU’s stemme i verden.

Vores lydhørhed har lidt knæk. Hvad der før hen var a-walk-in-the-park, er i dag en besværlig zig-zag-tur i et uvejsomt terræn. Hvad er det, der er ved at ske? Kan EU genvinde magten og de tabte terræner? Eller mister vi grebet.