Mød de norske strikkedesignere Arne & Carlos på dk4.
De blev for alvor berømte, da deres strikkede julekugler blev lanceret.
Arne og Carlos er dog mere og andet end julekugler. De er begge højt uddannede og de fineste repræsentanter for en moderne fortolkning af norsk kulturarv, og så bor de i en gammel jernbanestation på fjeldet langt fra storbyen. dk4s Frantz Howitz har besøgt parret.
Da Arne og Carlos mødte hinanden, var de begge på vej til at tage nogle helt andre valg i deres liv. Carlos havde netop fået tilbudt et stort job i Beijing efter endte studier i statskundskab og kinesisk, og Arne stod for at begynde et job på en kunstskole i Jakarta, efter han havde gennemgået en række uddannelser som bl.a. designer og havearkitekt – ud over at han også har studeret filosofi. Arne og Carlos kom dog hverken til Beijing eller Jakarta, de havde nemlig sammen købt en faldefærdig, nedlagt jernbanestation på Tonsåsen nær Ednedal små 200 km nord for Oslo. Her valgte de at blive, og det skulle siden blive en base for hele deres virke som designere og udgivere af en række bøger, der er oversat til adskillige sprog – bl.a. dansk.
Det var ikke strikningen, der lå ligefor i Arnes og Carlos bevidsthed, da de begyndte deres designerkarriere sammen. Det var modetøj. Strikning og hækling var dengang en hobby og ikke et job. Parret fik skabt en række kollektioner, der alle fik stor succes og blev solgt i nogle af de mest prestigefyldte modebutikker over hele verden. De kørte dog træt i den overfladiske modeverden, hvor der skal lanceres noget nyt hvert halve år. De fik lyst til at gøre noget andet med deres liv og talent.
På modemesser rundt om i verden, var indkøberne specielt begejstrede for de strikkede indslag i Arne og Carlos designs, og de besluttede derfor lidt efter lidt at beskæftige sig fuldtids med strikning af trøjer, jakker og tilbehør inspireret af de gamle nordiske mønstre. Det blev en kæmpe succes, og i 2010 udkom så deres første bog, der handler om at strikke julekugler med motiver hentet fra de norske strikketraditioner.
Mange vil måske tro, at de strikkede julekugler var tænkt som et reklamestunt, fordi det er en god historie, men således forholder det sig ingenlunde. Julekuglerne var tænkt som et sekundært element i en strikket julekollektion for Japans mest eksklusive designhus Comme des Garcons. Ejeren af designhuset blev så begejstret for julekuglerne, at hun bestilte fire motiver, der blev masseproduceret i Peru som maskinstrik og solgt i hendes forretninger i Tokyo, Paris, New York, London og Hong Kong for, hvad der svarer til 100 euro stykket. DET ville Arne og Carlos ikke se stiltiende på. For dem skal julekugler være for alle. Dermed var ideen til udgivelsen ”Julekugler” født, og i dag kan alle og enhver bruge dens 55 mønstre, og der lægges op til, at man også kan skabe sine helt egne kugler til juletræet.
I dag har Arne og Carlos udgivet i alt fem bøger, der alle giver gode anvisninger på, hvad man selv kan strikke. Den seneste udgivelse handler om strik fra Setesdal, der er en meget personlig bog for især Arne, hvis familie på mødrene side stammer herfra. Også her lærer man norsk strikketradition at kende, men dog med et moderne tilsnit.
Frantz Howitz har besøgt Arne og Carlos en vinterdag, hvor sneen lå højt. Her muntrede nogle af Arne og Carlos strikkede dukker sig i sneen, og der blev hængt julekugler på grenene af et stort grantræ.
Om sommeren blomstrer den smukt anlagte have derimod omkring den gamle jernbanestation højt oppe på fjeldet i fuldt flor. Besøgende fra nær og fjern kommer da forbi for at hente inspiration, hvis da ikke lige at Arne og Carlos er på farten ude i den store verden, hvor der er bud efter dem som yderst populære foredragsholdere på messer og kurser.