”Det stank - det stank noget så skrækkeligt i opgangene hele vejen op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. Det stank af stegt lever og rosenkål, og det holdt først op, da kvinderne i stort tal kom på arbejdsmarkedet”, hævder Mik Schack i indledningen af denne udgave af ”Mik Schacks Public Service”.
Perioden fra 60’erne til 80’erne dokumenteres på forskellig måde i disse år blandt andre af Stine Gade Christensen, der er kvinden bag en ganske bestemt udstilling. Hvad og ikke mindst hvem, der dokumenteres, fortæller Stine Gade Christensen om, mens hun sammen med Mik Schack tilbereder – stegt lever og rosenkål.
Men ind imellem giver Trille Band med skuespilleren Mette Marckmann i front prøver på lydsporet til 60’erne, 70’erne og 80’erne, så mon ikke dokumentationens hovedperson står klar for de fleste.
Og hvordan smager så stegt lever med rosenkål i Mik Schacks 2015-udgave? Ja, det giver programmet også svaret på.