Henning Stærk er denne gang blandt gæsterne hos Helge Engelbrecht i Mariehaven i Ansager. Henning Stærk, Danmarks ukronede rock-/soul-/blues-konge nr. 1, ved om nogen, hvordan den slags skal serveres, og det skinner tydeligt og dejligt igennem også i denne udgave af Sommersang i Mariehaven.
Helge Engelbrecht blander som altid kortene bedst muligt, og der er meget i vente for de allerfleste. Sangerinden Simone optræder solo, men også i uovertruffet duet-samarbejde med Tommy Rasmussen i pop-/opera-klassikeren ”The Prayer”, og så stilles der også skarpt denne gang på visesangeren Anders Mikkelsen, som med egne sange tryllebinder det store dedikerede publikum i Mariehaven. Neighbours & Friends inviterer til fællessang med det store gennembrudshit fra 2001 ”Som om det var i går”, og så viser Helge Engelbrecht, sin mangeårige musikalske ven og partner Tommy Rasmussen, hvordan et kvindeligt publikum skal håndteres.
Medvirkende:
Henning Stærk, Simone, Anders Mikkelsen samt Neighbours & Friends.