Natursynet, der herskede tilbage i 1800-tallet, og som stadig ses praktiseret af nogle den dag i dag, gik udelukkende på om naturen havde en nytteværdi, og om vi mennesker kunne tjene på den. Kunne vi ikke
det, skulle den unyttige besværlige natur fjernes og udryddes - og det blev gjort med fynd og klem på mange arter.

Datidens hårdhændende metoder gik kraftigt ud over rovdyr som odder, mår, grævling, fiskehejre og vores rovfugle – ja selv den lille smukke isfugl blev opfattet som et skadedyr, der skulle bekæmpes.

I begyndelsen af 1960’erne var der kun 125 ynglende par skarver tilbage i Danmark, og i hele Europa var der omkring 4000 par tilbage.

Samtidig med den hårde jagt på uønskede arter foregik der kraftige forandringer i landskabet. Heder blev opdyrket, åløb udrettet og søer og fjorde udtørret og gjort til landbrugsland.

Naturen i Danmark blev hårdt trængt, og til trods for at der igennem de senere år er lavet en del naturgenopretnings-projekter, er naturen i Danmark stadig hårdt trængt.

Siden fredning af skarven i 1980 har fuglene bredt sig igen, men eftersom fuglene fouragerer på trængte fiskebestande, både kystnært og i ferskvand, er der en kraftig konkurrence mellem fuglene samt lyst– og erhvervsfiskere om de samme fisk. Så skarven er i den grad en fugl, mange ønsker reguleret - ja nogle ligefrem udryddet.

Der er sågar folk, der postulerer, at fuglen er indført af mennesker (ligesom det sker i ulve-debatten), og motivet er soleklart. For hvis skarven (eller ulven) er udsat i naturen, så må vi skyde bæstet, hvorimod hvis det er en oprindelig art, der genindvandrer, er den beskyttet i henhold til EU-habitat-direktivet.

Filmen er derfor ikke bare en film om skarven som en spændende fugl, men det er lige så meget en historie om natursyn og oplæg til diskussioner om, hvem og hvad vi ønsker at give plads til her i landet i vores sparsomme stærkt fragmenterede natur.