Det er den svenske phil. dr., Sten Åke Nilsson, professor emeritus i kunsthistorie ved Lunds universitet, der har kurateret udstillingen, som er blevet til på foranledning af museumsinspektør Birgitte von Folsach. Hun giver i udsendelsen et levende indtryk af både personen og kunstneren C.F. Hill.

Psykiater Karin Garde sætter Hills skizofreni i perspektiv til hans udtryk, hans tid og hans personlighed. Hun har som tidligere overlæge ved Sct. Hans Hospital i Roskilde, det sted, hvor Hill blev indlagt i 1880, beskæftiget sig indgående med skizofrene patienter og med forholdet mellem skizofreni og kunst.


Men hvem var han så?
Hill regnes som Sveriges store landskabsmaler, ”lika stor som de största”, som den svenske digter Gunnar Ekelöf konkluderer, og mange nulevende kunstnere, bland andre Per Kirkeby, Christian Vind og tyske Georg Baselitz finder inspiration i hans værker.

Alligevel går han under radaren hos de fleste, måske fordi han 28 år gammel rammes af skizofreni og skifter de ydre landskaber ud med indre kampe og voldsomme naturoplevelser. Den natur, han tidligere malede i naturalistisk stil, blive pludselig overvældende og skræmmende og kommer til udtryk som fabeltegninger og former i opløsning.
Virkeligheden forsvinder mellem hænderne på Hill, og skizofrenien viser sig tydeligt i hans valg af motiver, i hans forenklede streg og i skiftet fra landskabs- til figurmaleri.

Hill blev født i Lund i 1849 i et akademisk hjem. Hans far, Carl Johan, var ikke særlig glad for, at sønnen – den eneste mellem fire søstre – ville på Kunstakademiet i Stockholm, men han accepterede det. Efter et par års studier rejste Hill i 1873 til Paris, hvor han malede og arbejdede intenst i fire år for at få sine værker optaget på Salonen i Paris. Det lykkedes, men kun en enkelt gang, og de gentagne afvisninger var hårde for den unge svenske maler, der allerede i børneværelset omtalte sig selv som ”Kong Mig”.

Det Paris, han kom til, var kunstnernes Paris, hvor den gryende impressionisme tog afsæt i kunstnerens oplevelse, hans indtryk af virkeligheden fremfor i virkeligheden selv. Virkeligheden vaklede altså allerede. Hill blev især optaget af Camille Corot (1796-1876) og tilbragte også en tid i landsbyen Barbizon nær Fontainebleau-skoven, hvor de unge kunstnere mødtes og malede sansemættede indtryk af naturen. Hans værker fra den tid holder stadig på formen, og landskabet, lige fra de blomstrende frugttræer til stranden eller stenbruddet, er hans foretrukne motiv.

Året 1875 bliver skæbnesvangert for Hill, for hans elskede søster Anna dør om vinteren af tuberkulose, hans far i august og hans store inspirator, Corot, dør også. Efter igen at være blevet afvist på Salonen i årene 1876-77, stiler han nu efter Verdensudstillingen i Paris 1878 og laver en liste på hele 18 værker, der skal med. Han maler i et rasende tempo, og i nytåret 1878 står det klart for hans kunstnervenner i Paris, at Hill er syg. Virkeligheden smuldrer.

Efter en indlæggelse på en klinik uden for Paris vælger hans familie at hente ham hjem til Skandinavien, nærmere betegnet til Sct. Hans Hospital i Roskilde, hvor han er indlagt i to år, inden han overflyttes til Sankt Lars Hospital i Lund. Efter hans protester over behandlingen, der bl.a. bestod af kolde bade, kommer han hjem til Skomakeregatan, barndomshjemmet, for at blive plejet af moderen Charlotte og søster Hedda frem til sin død i 1911.

Hill er godt repræsenteret på Nationalmuseum i Stockholm, Prins Eugens Waldemarsudde og på Malmö Konstmuseum, og det er første gang siden 1956, at en så bred repræsentation af hans værker vises i Danmark.