Bruce Guthro er vokset op i Canada, på øen Cape Breton, der er stærkt præget af de skotske indvandrere. Det kan mærkes i hans musik, der er inspireret af den keltiske arv.
I Danmark kender man ham bl.a. for hans tid som forsanger i det populære skotske band Runrig. Allerede før han blev en del af Runrig, var han dog en populær sing-songwriter, og han har adskillige cd’er på cv’et.
Her skal vi se Bruce Guthro i hopla – som en anden troubadour står han i front for det 6 mand store orkester med både violin og fløjte. Han fremfører sine sange, fortæller anekdoter og synger stemningsfulde julesange, så de små hår rejser sig. Koncerten Christmas at Gram Castle er et dejligt afbræk i juletravlheden. God fornøjelse!