Efter en række portugisiske kulturperler såsom Sintra, Coimbra, Monsanto, Porto, Obidos og Tomar er Frantz Howitz nu draget til Nordportugal. Resultatet af besøget kan ses på dk4 over 2 programmer.
At disciplinen ”rejseprogrammer” ikke altid behøver at være den evige lovprisning af sponsorerede hoteller og restauranter, er ”Nordportugals kulturperler” et eksempel på. Her tages der fat om Portugals historie, når den præsenteres af dk4s Frantz Howitz, og diverse lokale eksperter får mulighed for at fortælle engageret og vidende om de mange seværdigheder.
I denne første del af ”Nordportugals kulturperler” tages der udgangspunkt i den gamle kongeby Guimarães med dens overdådige borg og fyrstepalads. Det er her historien om det samlede kongerige Portugal, under den første konge Afonso Henriques, begynder. Det var også her, den første Braganzafyrste fik bygget det palads, der nu fungerer som museum og residens for Portugals præsident, når han er i Nordportugal.
Programmet lægger dog ud med en historie, der daterer sig meget længere tilbage i tiden end den første konges regeringstid. Som den arkæologinørd, Frantz Howitz jo er, har han valgt at præsentere jernalderpladsen Citânia de Briteiros, der er Portugals største udgravningsområde.
Ruinerne efter mere end 100 runde stenhuse ligger placeret på plateauer på en bjergside med en storslået udsigt ud over det smukke landskab. Her levede bønder og håndværkere deres rolige liv, indtil romerne indtog landet omkring år 200 f. Kr. Romerne byggede firkantede huse, og ruinerne ses tydeligt i områder, hvor der også er efterladenskaber efter romerske bade.
Citânia de Briteiros er åbent for publikum, men ikke mange finder vej til dette smukke og historisk usædvanlige område. Derfor er det ekstra interessant for dk4s store arkæologiinteresserede publikum at blive præsenteret for noget, kun ganske få kender til. I skønhed og overdådighed er Citânia de Briteiros selvfølgelig ikke helt på højde med Machu Picchu, men der er store ligheder, og så er Citânia de Briteiros meget ældre end inkaernes ruintempler og byer.
Nordportugal har meget at byde på, når det gælder kultur, historie, natur og gastronomi. I del 2 er det hele med. Her går turen til Minho-provinsens største by Braga. Som by er Frantz Howitz dog næsten mere begejstret for Guimarães, som selvfølgelig også får en masse ord og smukke billeder med på vejen.