I 2018 har Helene Fischer duperet sine fans med sin fantastiske ”Die Arena-Tournee”, bygget op showmæssigt med 45 DEGREE, der er i familie med Cirque du Soleil, men hvad er det, der ligger bag sådan et set up.
Tilbage i 2010, da Helene Fischer var en upcoming star, fik dk4 eksklusivt lov til at være med bag kulissen i det første ambitiøst opsatte show.
Mere end 40 timers optagelser er redigeret sammen til en times underholdende og indsigtsvækkende dokumentar om tilblivelsen af den tredje live-turné fra den tyske superstjerne.
Dengang var det den hidtil dyreste koncert fra den frembrusende sangerinde, og over 180.000 solgte billetter fordelt på 53 shows cementerer Helene Fischer som en af fremtidens store entertainere.
Det var et show, der var med til at flytte grænserne for den populære schlagermusik – det tilførte genren en helt ny dimension. 12 musikere, 5 dansere og en af verdens mest anerkendte luftakrobater flankerer sangerinden i et fantastisk sceneshow, der bl.a. bød på en opsætning af den populære musical Lion King samt en hyldest til Michael Jackson og Celine Dion.
I denne dokumentar har vi fulgt holdet bag succesen. Vi er med fra første møde og følger Helene Fischer og hendes team i planlægningen hele vejen til premieren på ”Helene Fischer – So wie ich bin”. Dette er historien bag succesen, og det er absolut et gensyn værd. Rigtig god fornøjelse!
Helene Fischer fylder 40 år den 5. august 2024 - dk4 ønsker tillykke!