En udfordring på øl – lyder det tillokkende eller afskrækkende? Det er ikke noget med at kunne drikke mest eller i længst tid, men nærmere en udfordring på smagning, beskrivelse og bestemmelse af fine, gamle og sjældne øltyper, men også nye og ikke helt almindelige, når Carsten Berthelsen i tre udgaver af den populære programserie ”50 øl du skal smage før du dør” udfordrer en af landets øl-specialister – og selv lader sig udfordre.
Carsten Berthelsen glæder sig voldsomt – og gæsterne lige så, for i hvert program kommer der absolutte øl-sjældenheder og –rariteter fra de dybeste kældre og mørkeste gemmer - men også nye og spændende øl på bordet – og i glasset.
Det er lidt nørdet, det er meget underholdende, og det er stærkt inspirerende, når Carsten Berthelsen byder velkommen i bræddehytten, men der er ét stort problem: Noget af øllet er så sjældent, at det ikke uden videre kan købes. Andet kan købes, hvis man selv skulle få lyst til en udfordring – alene eller sammen med andre.
I dette program er første udfordring et mildt bryg fra Suffolk i England med fyldig maltsmag og en fin bitterhed. Hvad øllet hedder, og hvilke udfordringer der ellers er tale om, må man se i programmet, men fokus er på ales fra Alverden.
Gæst er Torben Mathews fra ”You’ll never walk alone” i Kolding.
Programserien bygger på bogen ”50 øl du skal smage før du dør” af Rolf Nielsen og Carsten Berthelsen.
(Læs mere om programrækkens øl, leverandører, importører, bryghuse og glas på olduskalsmage.dk4.dk)