I programrækken ”De politiske sværvægtere” har Kaare R. Skou hidtil været på besøg hos tidligere politikere, men der er jo ingen, der siger, at en nuværende politiker ikke kan være en sværvægter.
Kaare R. Skou har i hvert fald fundet en af dem, nemlig en politiker, hvis vej ind i politik en gang nærmest var den traditionelle: Først lærer, så lærerrådsformand, kommunalpolitiker og derefter folketingsmedlem – og i dette tilfælde også minister. Navnet er Marianne Jelved, som Kaare R. Skou besøger i rækkehuset i Lyngby.
Nu er de nye folketingsmedlemmer meget ofte DJØF’ere og kommer fra partisekretariatet konstaterer Kaare R. Skou indledningsvist og spørger derefter som det første den tidligere økonomi, kirke- og kulturminister om, hvilken vej ind i politik, der er den bedste. Herfra følger 55 minutters rolig samtale om dansk og europæisk politik med Marianne Jelved som omdrejningspunkt.