Kabarett Berlin: Musik og mennesker fra 20'ernes Berlin
20'ernes berlinercabaret genoplives på dk4
”Ein Bisschen Leichtsinn muss man haben” er titlen på én af 20´ernes hitsange, der havde sine rødder i Weimarrepublikkens ”syndige” Berlin. Og letsindig var tiden, men letsindet havde også en mørk bagside. Depression, arbejdsløshed, fattigdom. Pæne fruer måtte trække på gaden for at skaffe penge til maden og huslejen af valutastærke turister. – Midt i alt dette eksploderede det berlinske kulturliv , og strømningerne fra Berlin ramte både Frankrig, England og ikke mindst USA efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Det år – og årene lige op til – måtte jødiske og systemkritiske kunstnere tage flugten fra Tyskland for at overleve. De, der ikke kom ud i tide, omkom i KZ lejre. Også selvom de få år forinden var blevet tiljublet af det berlinske publikum. 

Nu genopliver dk4 de gamle sange i dk4´s ”Kabarett Berlin – musik og mennesker i 20´ernes Berlin”. Det er operasanger Mads Elung-Jensen, der – sammen med pianisten Nicolai Kjølsen – puster liv i en række charmerende, vittige og dobbelttydige tekster samt den iørefaldende musik. Flere af sangene er med god grund blevet evergreens. Det gælder f.eks. ”Schöner Gigolo, armer Gigolo” og ”Was kann der Sigismund dafür, dass er so schön ist” (”Man kan jo ikke gøre for, at man har charme”). Også det gamle Comedian Harmonists nummer ”Mein kleiner, grüner Kaktus” er gået hen og blevet en evergreen gennem den tyske sanger og entertainer Max Raabe, der har fået kultstatus.

Hans Skaarup fortæller Frantz Howitz historien om den berømte dirigent Wilhelm Furtwänglers æres-dirigentstok.

For at sætte de muntre – og sørgmuntre – sange i det rette lys, har Frantz Howitz fået nu pensionerede DR speaker og tilrettelægger Hans Skaarup i interviewstolen. Hans Skaarup har gennem mange år beskæftiget sig indgående med mellemkrigstidens Tyskland og har kendt og interviewet flere af tidens sandhedsvidner. – Én af dem var instruktøren og skuespilleren Erling Schrøder. Han fortalte til Hans Skaarup om datidens danske turister i Berlin, at de kunne købe alt for ingen penge: ”Vi blev betragtet som mudderål”, fortalte Erling Schrøder, der huskede byen som mørk og støvet. Slet ikke som Paris, der var lys. I Berlin oplevede Erling Schrøder bl.a. flere af mesterinstruktøren Max Reinhardts forestillinger og ikke mindst premiereudgaven af ”Dreigroschenoper” fra 1928 med Brechts tekst og Kurt Weills musik. – Selvfølgelig har Mads Elung-Jensen den berømte sang fra forestillingen ”Mackie Messer” på programmet. 

Hans Skaarup har på DR tilrettelagt en perlerække radioprogrammer bl.a. om én af datidens helst store personligheder i Berlin – dirigenten Wilhelm Furtwängler. Han valgte at blive i Berlin for at redde, hvad reddes kunne af den tyske kultur i et ”Det 3. Rige”. Mens bomberne sprang over Berlin, dirigerede Furtwängler en serie berømte koncerter i Philharmonie salen. De blev optaget af én af verdens første spolebåndoptagere, og båndene endte som krigsbytte i Moskva. – Den historie skabte Hans Skaarup en berømmet radioudsendelse om. Efter programmet var sendt, fik han en henvendelse fra en gammel dame. Hun ejede Furtwänglers æres-dirigentstok, som hun havde fået af dirigentens første hustru, der var dansk. – Den dirigentstok er nu videregivet til Hans Skaarup, der har den med i studiet, hvor han fortæller den bevægende skæbnehistorie. 

Bevægende menneskeskæbner var der mange af i kølvandet på Hitler. Ikke alle gik det godt, men berlinerkunstnere som Marlene Dietrich, Kurt Weill og Friedrich Hollaender er kommet til at skrive kulturhistorie i bl.a. Hollywood. Selvom bomberne sønderrev Berlin, kom ånden fra 20´erne på forunderlig vis til at leve videre – bare aldrig i Berlin. Her kunne tiden ikke genskabes af ruinerne. Nye strømninger kom til i efterkrigstiden. – Meget ser dog ud til, at de gamle sange er ved at komme til ære og værdighed igen bl.a. gennem Max Raabe og Mads Elung-Jensen, der begge kan stilen fra dengang.